| 
Aktuelle særudstillinger
Fakta
Omvisning Kan bestilles på T 33 41 09 00 eller museum@ptt-museum.dk
Café Museets tagcafé Café Hovedtelegrafen med udsigt over det meste af København. Se åbningstider her.
Butik Legetøj, postkort, frimærker, bøger, skriveredskaber, plakater m.m. Læs mere her.
Webudstillinger Se Post og Tele Museets udstilling på internettet.
 Post & Tele Museum er medlem af Mærkeordningen for Tilgængelighed.
| Museum for det danske kommunikationsvæsens historie
Fra gamle postvogne og frimærker til mobiltelefoni og internet
Begynd en tidsrejse gennem dansk kommunikationshistorie i selskab med selveste Christian 4., der oprettede det kongelige danske postvæsen i 1624. Se gamle postvogne, uniformer, posthorn, postfølgeure, vejkort, malerier og postvognsmodeller. Det nye postvæsen stod for al offentlig transport af breve, pakker og personer i Danmark de næste flere hundrede år og var startskuddet til mange af de postydelser, vi tager som en selvfølge i dag.
I 1854 kom det første danske telegrafkontor, og tidligere tiders afhængighed af transport af budskaber blev afløst af nye og hurtigere muligheder. Danmark blev en af verdens mest telefonsnakkende nationer. I løbet af det 20. århundrede blev vi storforbrugere af kommunikationsmidler. Telefonen automatiseredes, radioen fik selskab af fjernsynet, og internettet og mobiltelefonen holdt deres indtog. I udstillingen står man ansigt til ansigt med hele denne fantastiske udvikling. Et bevis på store teknologiske landvindinger, men også på modige visioner. Se telefonmodellerne i tidstypiske interiører, de forskellige tiders telefonbokse, den sidste analoge telefoncentral og de første mobiltelefoner, der krævede en bil for at være mobile!
For børn
Den permanente udstilling byder på mange muligheder for at prøve historiske kommunikationsmidler, men det er i Humlebiens Hule man for alvor får fingre i historien. Her kan man tegne sit eget "frimærke", skrive et brev med pen og blæk og ringe på telefoner fra gamle dage. Hulen er åben i weekender, skoleferier og på helligdage. Se åbningstider og aktuelt program på museets hjemmeside.
Tryllekiosken
For både store og små byder museets Tryllekiosk på leg med alt fra bingoplader og fluesmækkere til kæmpe ludobrikker. 400 års kommunikationshistorie er på tapetet, og der er mulighed for at blive klog på, hvordan breve blev til sms, og optisk telegrafi blev til internettet.
Meget mere om kommunikationens historie
Oppe på 4. sal finder man Danmarks vigtigste fagbibliotek inden for post, tele og filateli. Her kan den særligt interesserede fordybe sig i kommunikationens historie og finde sjællandske telefonbøger fra 1881 til i dag.
Læs mere på MiK
Læs gode historier om særlige genstande fra Post & Tele Museum.
Tag med til oldemors verden, og oplev en telefonomstilling fra gamle dage.
| |