Tyskernes besættelse af Danmark
Frihedsmuseet fortæller historien om den danske modstandsbevægelse under tyskernes besættelse af Danmark fra 1940 og frem til befrielsen i 1945. Den illegale presse, sabotagen, jødernes flugt til Sverige – eller som det blev skæbnen for mange – deres skæbnesvangre rejse til koncentrationslejrene. Museet giver et medrivende indblik i en tid, der stadig står klar i den ældre generation af danskernes bevidsthed.
Dokumenter, genstande, våben og fotografier kaster på hver sin måde lys over en mørk tid i både dansk og europæisk historie.
Kontakten med England
I 1942 blev de første kontakter knyttet mellem faldskærmsagenter uddannet af den britiske organisation SOE og den spirende modstandsbevægelse i Danmark. Fra 1943 nedkastede SOE sabotageudstyr og våben til modstandsbevægelsen. På Frihedsmuseet kan man se britiske flyveblade og andre eksempler på kontakten mellem danskerne og briterne. Der er naturligvis også mulighed for at se flere eksempler på de radioapparater, der blev så uundværlige som kommunikationskanal mellem landene.
Krigens hverdag
Enhver krig må stadig underlægge sig menneskets behov for mad og drikke og for, i hvert fald med mellemrum, at skabe sig noget, der minder om en hverdag. På museet kan man derfor også se eksempler på erstatningskaffen, mørklægningsgardinerne og andre genstande, der blev en del af dagligdagen under krigen i Danmark.
Medlemmer af den danske modstandsbevægelse fortæller på video om bevægelsen og tilværelsen med krigen tæt inde på livet. Disse øjenvidneberetninger er med til at gøre udstillingen til et levende stykke Danmarkshistorie.
Museet ligger smukt placeret i Churchillparken. De grønne omgivelser tæt på Langelinie og det smukke Kastel indbyder derfor til en spadseretur efter et besøg på museet.
Læs mere på MiK
Frihedsmuseet ligger ved vandet i København - find flere museer i vandkanten.
Læs en hæsblæsende historie fra modstandskampen.
Frihedsmuseet fortæller besættelsestidens dramatiske historier.
Få flere historier fra besættelsestiden på Dansk Jødisk Museum i København.