H. C. Andersen på BakkehusmuseetH.C. Andersen var ofte gæst i Bakkehuset på Frederiksberg H.C. Andersen i Bakkehuset
Bakkehuset var et af de steder, hvor H. C. Andersen fik sin gang straks efter ankomsten til København i 1819. Derfor finder man naturligvis også minder om eventyrdigteren på Bakkehusmuseet. Ikke blot minder om hans højtlæsning i Bakkehusets dagligstue, hvor Kamma Rahbek tålmodigt hørte på den unge dreng, men også mere håndgribelige ting som et langt brev skrevet af H. C. Andersen til vennen Just Mathias Thiele, en af guldalderens kendte og agtede mænd. I brevet fortæller Andersen lidt om sit bekendtskab med Kamma Rahbek og om, hvordan hun gav ham ridderslaget ved at kalde ham digter. En udtalelse der blev bestemmende for hans fremtidige liv. Brevet med "oversættelse" finder man i en speciel montre sammen med fire af Kamma Rahbeks fineste æsker.
De grimme ællinger
Den voksne berømte digter med det sårbare sind satte sig en dag ved sin skrivepult og skrev en liste over personer med navne, der endte på -sen. Mænd og kvinder der var blevet til noget i guldalderens samfund. Altså grimme ællinger der var blevet svaner. Denne liste finder man i en anden montre sammen med et brev til den senere biskop Mynster.
Læs mere på Mik
Læs mere om Bakkehusmuseet.
Læs mere om H. C. Andersen og Kamma Rahbek.
Besøg Bakkehusmuseet på MiK's Smukke Hjem-tur.
Læs mere om andre udvalgte genstande på Bakkehusmuseet.
|